Artikel (uddrag):

På skattejagt
med satellitter

Af DAVID JACOBSEN TURNER
Weekendavisen, 30. december 2011

Pludselig lyder der en stemme inde fra krattet: »Vi har fundet den!«

Anna og Melissa er løbet i forvejen gennem den lille skov, mens de voksne prøver at hænge på. I det her terræn er børn hurtigere end voksne. Lidt længere fremme står pigerne stolt og peger på en lille fuglekasse fuld af legetøj, som er sat fast til et træ.
Foto: Sigrid Nygaard / Scanpix

Vi er på skattejagt – eller geocaching, som det hedder i 2011. Melissas far og Annas mor er kærester. De mødte hinanden til et geocachingarrangement, og nu bruger den sammenbragte familie tit deres weekender i den friske luft. Anna er seks år gammel og Melissa er ni. Begge har varme flyverdragter på, og i en snor om halsen har de hver sin lille GPS-modtager. Geocaching er sjovere end normale skovture, synes de. Der sker lidt mere. Men hvad er det bedste ved at være geocacher?

»Den friske luft og naturen. Og så er det sjovt at lege aber, når man skal finde cacher i træerne,« siger Melissa. Anna synes, det sjoveste er at løbe om kap for at finde cachen først. »Det er også sjovt, når man er nødt til at kravle igennem krat,« siger hun.

Pigerne skriver deres geocachernavne i den lille notesbog. Så tager de et sæbebobleapparat og en legetøjsbille fra kassen og lægger noget af deres eget legetøj ned i stedet. Med GPSmodtageren registrerer de, at skatten er fundet. Så trykker de på et par knapper, og skærmen viser retningen til den nærmeste nye skat. Den ligger 178 meter væk. (...)

Vi giver aldrig op!

»Vi skal ind her,« siger Melissa, som er gået lidt i forvejen. På GPS-modtageren kan pigerne se, at cachen har sværhedsgrad 2,5 ud af fem, så den vil ikke være helt nem at finde. Der står også, at terrænet har sværhedsgrad 2,5 ud af fem, og at ledetråden er en mursten.

Foto: Sigrid Nygaard / Scanpix

Lidt fra vejen, bag en klynge træer, ligger en lille bakkedal fuld af sten. GPS’erne viser, at vi er fremme, og cachen må være et sted i dalen. Anna hopper rundt på de store sten med øjnene på stilke. »Jeg tror snart, vi giver op,« siger hun, da hun har vendt de første fem sten. Men Melissa ryster på hovedet. »Nej, vi giver aldrig op!« Anna nikker, og sammen leder de videre.

Et øjeblik efter høres en triumferende stemme: »YES!« Det tog næsten ti minutter, men dér er cachen, godt gemt mellem to gule mursten. Pigerne åbner plasticæsken, bytter et par legetøjsting og skriver deres geocachernavne i logbogen.

»Det her er en af de bedste, jeg har prøvet,« siger Melissa.

Hvorfor?

»Fordi man skulle klatre. Det var både svært og sjovt.« (...)

Reflekser i mørket

Vi er nået til et skovbryn, og mørket er ved at falde på. Men skattejagten slutter ikke af den grund. Der findes nemlig særlige cacher, som er beregnet til mørke.

Anna og Melissa går med GPS-modtageren i den ene hånd og en lommelygte i den anden og finder cachens startkoordinater. På et stort bøgetræ sidder en lille hvid refleks og lyser op. Nu skal man ikke bruge gps’en mere, men lyse med sin lygte og finde den næste refleks. På den måde går vi fra træ til træ, indtil Anna triumferende løfter den lille skattekiste.

Foto: Sigrid Nygaard / Scanpix

Normalt er pigerne ikke så meget for mørke, men i dag gør det ikke noget, for det er spændende at lede efter den næste hvide refleks i mørket. Vinden bider lidt i kinderne, og den er frisk. Hvis ikke de var blevet bidt af geocaching, ville den sammenbragte familie sikkert ikke være udendørs på det her tidspunkt, men geocaching lokker folk ud i naturen.

Anna er nu oppe på 170 cacher, mens Melissa har rundet de 400. Pigerne har slet ikke fået nok. De kan lige nå en sidste skat, inden turen går hjemad. (...)

 

Kilde:  Weekendavisen.dk 30/12-2011. Børnesektionen 'Faktisk' s. 2-3.
 

- - -

En rigtig stor tak herfra til David Jacobsen Turner og Weekendavisen for den dygtige formidling af geocaching i børnehøjde og for venlig tilladelse til at bringe uddraget her på Geocaching.dk. Malou Damgaard, Geocaching Danmark.